En ugeplan, der virker, samler tre ting ét sted: aftaler, aftensmad og opgaver. Den hænger, hvor alle kan se den, og den bliver gennemgået på et fast tidspunkt hver uge. Opgaverne fordeles efter, hvor tunge de er, ikke efter hvem der tilfældigvis ser dem først. Børnene får ansvar, der passer til deres alder. Det er de to ting, der oftest får skænderierne til at tage af: at ingen skal gætte, og at alle kan se, hvem der har hvad.
Hvorfor opgaverne ender hos den samme voksne
Som regel handler det ikke om dovenskab. Den ene voksne er den, der ser opgaven: at der mangler mælk, at fødselsdagsgaven skal købes, at sportstøjet skal med. Når overblikket ligger i ét hoved, ligger arbejdet der også. Planen skal derfor ikke kun rumme de synlige gøremål, men også de usynlige: at huske, bestille, svare på invitationer og aftale pasning.
Saml kalender, madplan og opgaver på ét sted
Vælg ét sted, som hele familien faktisk kommer forbi. Det kan være en tavle ved køleskabet, et stort papirark eller en delt digital kalender. Flere steder giver flere huller.
- Papir eller tavle: Alle kan se den uden login, og børnene kan sætte kryds. Til gengæld skal den hænge synligt, og ændringer skal skrives ind i hånden.
- Delt digital kalender: Den er god til aftaler, der ændrer sig, og til voksne, der er hjemmefra. Små børn kan ikke selv læse den, så den kan ikke stå alene.
- Begge dele: Aftaler ligger i den digitale kalender, og ugens overblik skrives på papir. Det kræver, at nogen opdaterer begge dele.
Det koster i store træk enten næsten ingenting eller lidt for tavle og pennesæt. Digitale kalendere findes i gratis udgaver. Mærk efter, hvad der går galt hos jer: Er det, at ingen ser planen, eller at den bliver forældet? Vælg ud fra det.
Skriv alt op, som det foregår nu
Før I fordeler noget, så skriv ugens gøremål ned, som de er i dag. Tag både de faste ting (aftensmad, tøjvask, afhentning, putning) og de løse (indkøb, lægetid, gaver, aftaler med skole eller institution). Sæt navn på, hvem der gør hvad lige nu. Det er ofte første gang, forskellen bliver tydelig for begge voksne.
Fordel efter vægt, ikke efter antal
Retfærdig fordeling betyder ikke, at alle har lige mange opgaver. Det betyder, at byrden føles rimelig. Giv hver opgave en vægt ud fra, hvor tung eller tidskrævende den er, og hvor ubehagelig den er. Lad begge voksne være med til at sætte vægten, og vær klar over, at I måske ikke er enige.
Et tænkt eksempel, regnet med fiktive tal: En familie med to voksne og to børn giver hver ugentlig opgave point mellem 1 og 6. Madlavning får 6, afhentning og aflevering 5, putning 4, oprydning efter aftensmad 4, indkøb 3, tøjvask 3, rengøring 3 og tømning af opvaskemaskinen 1. Samlet bliver det 29 point.
Før planen lå 21 point hos voksen A (madlavning, indkøb, tøjvask, afhentning og putning) og 8 hos voksen B. Efter omfordelingen har A madlavning og afhentning (11 point), B har indkøb, tøjvask, putning og rengøring (13 point), og børnene tager oprydning efter aftensmad og opvaskemaskinen (5 point). Næste uge bytter A og B nogle af de tunge opgaver, så ingen sidder fast i den samme rolle. Tallene er opfundet til formålet og siger intet om, hvordan en rigtig hverdag ser ud.
Lav madplanen først, og lad den styre indkøbet
Madplanen er den del af ugeplanen, der oftest sparer tid og diskussion. Ifølge Forbrugerrådet Tænk kan du købe stort ind en gang om ugen, hvis du laver en madplan for en uge ad gangen. Det kan mindske småindkøb og impulskøb, og madplanen kan også begrænse madspild. Sæt en voksen på hver aftensmad, og lad børnene vælge en ret eller hjælpe med en. Vil I se, hvordan madudgifter indgår i helheden, så findes der et regneeksempel på et månedsbudget, som I selv kan ændre.
Giv børnene ansvar, der passer til deres alder
Børn bliver ikke mindre uenige af at få ordrer, men de bliver oftere med på planen, hvis de har været med til at lave den. I den demokratiske opdragelse, som Lex beskriver, lægges der tidligt op til, at barnet inddrages i drøftelser af, hvilke regler og rutiner der bør gælde i familien, og at barnet får egne ansvarsområder. Tabellen er forslag at tage udgangspunkt i. Det er jer, der kender barnet, og barnets modenhed afgør, hvad der passer.
| Barnets trin | Eksempler på ansvar | Voksnes rolle |
|---|---|---|
| Børnehavebarn | Dække bord, lægge tøj i vasketøjskurven | Gør det sammen, rose, hjælpe |
| Yngre skolebarn | Rydde op efter måltidet, pakke egen taske, vande planter | Minde, tjekke bagefter |
| Ældre skolebarn | Tømme opvaskemaskine, lave en simpel ret, tage affald med ud | Aftale rammer, ikke overvåge |
| Teenager | Egen vask, en fast aftensmad, egne aftaler i kalenderen | Forhandle og følge op på aftalen |
Lad barnet vælge mellem et par opgaver frem for at få tildelt dem. Skriv aftalen på planen, så den ikke skal forhandles hver dag. Hører skærme til ugens aftaler, kan I bruge guiden om skærmregler i familien som udgangspunkt.
Hold et fast ugemøde, og ret planen til
Sæt et fast tidspunkt af, hvor alle ser ugen igennem: hvad skal ske, hvem henter hvem, hvad skal vi spise, og hvem tager hvilke opgaver. Hold det kort, og lad børnene sætte deres egne ting på. Det der ikke virkede sidste uge, rettes uden skyld. Står en fest eller en ferie for døren, kan I lægge de opgaver ind i planen ved hjælp af tidsplanen til børnefødselsdagen. Er I i tvivl om, hvilken aktivitet der passer, kan værktøjet til at finde aktiviteten hjælpe.
Når planen ikke kan bære det alene
Guiden er en hverdagsmodel for en familie, der gerne vil samarbejde. Den dækker ikke aftaler mellem forældre, der bor hver for sig. Har I brug for regler om samvær, økonomi eller forældremyndighed, skal I søge hjælp hos de offentlige instanser eller en rådgiver, der kender jeres situation. Hvad der er rimeligt, afhænger også af jobs, børnenes alder, sygdom og om der er andre voksne i hjemmet.
Fungerer ugeplanen ikke, fordi en voksen eller et barn konsekvent ikke kan følge rutiner, eller føler I, at et barn har det svært ud over det almindelige, så tal med sundhedsplejersken, egen læge eller barnets skole. Guiden om hvornår du skal søge sparring hjælper dig med at forberede samtalen. Er I begge udmattede eller uenige om det meste, kan I spørge jeres kommune om støtte til familien.
Spørgsmål om ugeplanen
Hvad gør vi, hvis børnene ikke gider følge planen?
Tjek først, om de har haft indflydelse på den. Gør opgaven mindre eller konkret, og vælg en ting, der er let at lykkes med. Aftal på forhånd, hvad der sker, hvis den ikke bliver gjort, så det ikke bliver en ny diskussion hver gang.
Hvor ofte skal planen ændres?
Gennemgå den hver uge, men skift ikke det hele hver gang. Ret kun det, der ikke fungerede. Større ændringer kan vente, til der er sket noget i hverdagen, fx nyt skoleår, nyt arbejde eller en ferie.
Hvad hvis den ene voksne ikke overholder sin del?
Tal om, om opgaven er for tung, uklar eller fordelt forkert, før I taler om vilje. Skriv præcist, hvad der menes med at have opgaven, fx også at huske den. Hjælper det ikke, kan en neutral samtale med en rådgiver være næste skridt.
Skal alt stå på planen?
Nej. Tag det med, der ellers glipper eller skaber uenighed. Ting, der kører af sig selv, behøver ikke stå der. Til gengæld skal de usynlige opgaver, som at huske og bestille, med.
