Fortæl det tidligt, roligt og i korte, konkrete sætninger. Sig, hvad der sker, hvad der ikke ændrer sig, og at det ikke er barnets skyld. Lad derefter barnet reagere, som det har brug for, og vend tilbage til emnet i dagene efter. Du behøver ikke have alle svar. Du skal kunne sige, hvad du ved, hvad du ikke ved endnu, og at du fortæller mere, når du ved mere.
Sådan forbereder du samtalen
Gør forberedelsen konkret, så du ikke improviserer midt i det svære:
- Bliv enig med den anden voksne, hvis der er en. Aftal, hvad I siger, og hvem der siger hvad. Børn mærker hurtigt, hvis forklaringerne går i hver sin retning.
- Skriv tre-fire hovedsætninger ned. Hvad sker der? Hvad betyder det for barnets hverdag? Hvad bliver ved med at være det samme?
- Vælg tid og sted. Vælg et tidspunkt, hvor ingen skal videre bagefter, og hvor barnet ikke er sultent eller træt. Undgå aftenen før en prøve, en fødselsdag eller første skoledag.
- Fortæl, før andre gør det. Hvis bedsteforældre, skole eller venner snart ved det, skal barnet høre det fra dig først.
- Beslut, hvem der skal være der. Ofte er det trygt, at begge forældre er der. Er der flere søskende, kan I fortælle det til alle samtidig og tale med hver enkelt bagefter.
Tilpas ordene til barnets alder
Tabellen er en tommelfingerregel, ikke en facitliste. Du kender dit barn bedst.
| Barnets trin | Ord og længde | Det barnet især har brug for at høre |
|---|---|---|
| Små børn | Meget korte sætninger, hverdagsord, billeder og dukker kan hjælpe | Hvem der henter, hvor barnet sover, og at det ikke er barnets skyld |
| Skolebørn | Enkle forklaringer med plads til mange spørgsmål | Hvad der konkret ændrer sig, hvad der bliver ved som før, og at spørgsmål er tilladt |
| Teenagere | Direkte og ligeværdigt sprog, uden at de bliver gjort til fortrolige | Indflydelse på det praktiske og ro til at tænke, uden at de skal tage ansvar for de voksne |
Sig det, barnet ofte går og tænker på
Sundhed.dk skriver i en tekst om børns reaktioner på alvorlig sygdom hos forældre, at mange børn spekulerer på, om det er deres skyld, når en forælder skal på sygehuset. Teksten peger på, at voksne kan åbne samtalen ved at sige det højt. Hvis de i stedet undviger med noget i retning af “det går nok godt alt sammen”, holder barnet op med at spørge.
Teksten handler om sygdom, men det er rimeligt at overveje, om det samme kan gælde ved skilsmisse og flytning. Sig derfor ligeud, at ingen har gjort noget forkert, og at barnet ikke har forårsaget forandringen og ikke kan ordne den.
Lyt, når reaktionen kommer
Reaktionerne kan være stille, vrede, ligeglade eller helt ved siden af. Nogle børn spørger om, hvad der skal ske med weekendens fodboldkamp, ikke om det store. Det er også en måde at tage det ind på.
- Sæt ord på det, du ser: “Du ser ud, som om du er ked af det.”
- Stil åbne spørgsmål frem for at lægge svar i munden på barnet.
- Svar ærligt på det, du kan svare på. Sig “det ved jeg ikke endnu”, når det passer.
- Tving ikke barnet til at tale. Fortæl, at samtalen kan tages op igen.
- Det er i orden, at du selv bliver berørt. Bliv bare ikke så overvældet, at barnet får til opgave at trøste dig.
Et tænkt eksempel: en kort indledning
Eksemplet er sitets eget og opfundet, og det er ikke et facit. Det viser blot opbygningen. Forestil dig en far, Jonas, der sammen med moren fortæller sin skolebarn-datter Maja, at de skal bo hver for sig:
“Mor og jeg har besluttet, at vi ikke skal bo sammen længere. Det er en beslutning mellem os to voksne, og du har ikke gjort noget, der har ført til den. Du skal stadig bo i dit eget værelse hver uge, og vi skal begge to stadig være dine forældre. Vi ved ikke endnu, hvordan alle dagene kommer til at se ud, men vi fortæller dig det, så snart vi ved det. Hvad tænker du?”
Bemærk, at teksten er kort, nævner hvad der bliver ved som før, og slutter med et spørgsmål. Hvis Maja svarer “kan jeg få is?”, er det ikke et tegn på, at hun ikke har hørt det. Jonas kan tage det op igen ved aftensmaden eller på vej i bilen.
Følg op i dagene efter
Den første samtale er sjældent den vigtigste. Børn kommer ofte med spørgsmålene bagefter, ved sengetid eller i bilen. Spørg lidt senere: “Har du tænkt over noget, siden vi talte sammen?” Fortæl vuggestue, børnehave, skole eller fritidsordning, hvad der er sket, så de voksne dér kan være opmærksomme. Prøv at holde faste rutiner, især omkring søvn og måltider. En fælles ugeplan kan give barnet overblik over, hvor det skal være, og hvem der henter.
Bøger og materialer: det skal du se efter
Mange forældre køber eller låner en billedbog eller børnebog om skilsmisse, sygdom eller flytning. Det kan give jer fælles sprog, men det erstatter ikke samtalen.
- Passer sproget til barnet? Bladr bogen igennem, før barnet ser den. Er teksten for lang eller for abstrakt, bliver den sjældent læst til ende.
- Ligner situationen jeres? En bog om en skilsmisse, hvor forældrene er uvenner, passer dårligt, hvis I er enige. Vælg bøger, der ikke lover mere, end I kan holde.
- Undgå bøger, der moraliserer eller gør én af forældrene til skurk.
- Læs først alene. Så er du forberedt på spørgsmålene.
- Prisen varierer fra gratis lån til almindelige børnebogspriser. Tjek, om biblioteket har bogen, før du køber.
Mere om valg af bøger og aktiviteter til barnets alder finder du under Trivsel og udvikling.
Når du skal række ud efter hjælp
Guiden hjælper dig med at forberede og gennemføre samtalen. Den giver ikke diagnoser og ikke juridisk rådgivning om samvær, bopæl eller forældremyndighed, og den kan ikke vurdere, hvordan netop dit barn har det. Det afhænger af barnets alder, temperament og familiens situation.
- Ved skilsmisse: Familieretshusets børnesagkyndige rådgivning er gratis og kan bl.a. handle om, hvad der er bedst for barnet, eller om barnets reaktioner på samværet og den nye familiesituation. Tjek på borger.dk, hvordan du bruger tilbuddet.
- Til barnet selv: Børn kan ringe til Børnenes Skilsmissetelefon i Familieretshuset på 20 600 550. Der er åbent mandag til fredag 11-16, og børnerådgivere hjælper med tanker og spørgsmål.
- Ved sygdom: Spørg den behandlende afdeling, om der findes støtte til børn og pårørende. Kontakt din læge eller sundhedsplejersken, hvis du er i tvivl om, hvad du skal sige.
- Hvis du er bekymret for barnet: Tal med sundhedsplejersken, lægen eller skolen, hvis reaktionerne fylder meget i barnets hverdag, eller hvis du er usikker. Se også vores guide om hvornår du skal søge sparring.
Spørgsmål om svære samtaler
Skal jeg vente, til jeg ved alt?
Ikke nødvendigvis. Børn mærker ofte, at noget er galt. Sig, hvad du ved, og hvad du ikke ved endnu, og lov at fortælle mere senere. Du bør kun love det, du kan holde.
Hvad hvis mit barn ikke reagerer overhovedet?
Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at barnet ikke har forstået det. Nogle børn har brug for tid. Tag samtalen op igen i en anden situation, og vær opmærksom på søvn, humør og leg i dagene efter.
Hvordan svarer jeg på “hvorfor?”, når jeg ikke vil sige alt?
Du skal ikke fortælle alt. Giv en sand forklaring, der passer til barnets alder, og lad være med at fortælle noget, du ikke kan stå inde for. Du kan sige, at nogle ting er voksnes sager, uden at barnet får følelsen af at være ladt alene med det.
Må barnet få lov til at være med til at bestemme?
Barnet kan få indflydelse på detaljer, fx hvordan værelset skal indrettes, eller hvad der skal med i tasken. Men beslutningen om skilsmisse eller behandling skal ikke ligge hos barnet.
